Hvad er bumblefoot?
Bumblefoot (Pododermatitis) optræder som hævede trædepuder oftest forekommende på forpoterne hos marsvin. Nogle gange er poterne lukkede, mens andre gange går der hul, hvorved der kan ses betændelse og puds. Det skyldes en betændelsestilstand i poten forårsaget af bakterier, der af den ene eller anden grund har fundet en vej ind. Dette kan skyldes en mindre revne, rift eller lignende, der giver adgang for bakterier. Man vil ofte ikke lægge mærke til det, før poten er visuelt hævet og/eller rød og varm.
Der er nogle ting, der er mere tilbøjelige til at forårsage tilstanden end andre. Det er eksempelvis gitter- eller generelt hårdt underlag samt våde/uhygiejniske omgivelser. Det skal dog siges, at det langtfra kun er under disse forhold, bumblefoot kan forekomme. Tilstanden er oftest forekommende ved eksempelvis sygdom, hvor dyret bliver meget inaktivt eller drægtighed, hvor moren står meget og ammer sine unger. Ved disse forhold har det intet med hygiejnen i omgivelserne at gøre, men skyldes blot det øgede pres på poterne og kan sidestilles med sidde-/liggesår hos mennesker.
Bumblefoot er en smertefuld tilstand. Det ses ved, at det ramte dyr ikke støtter ordentligt på den syge pote og vil blive mere inaktiv i takt med smerterne. Så snart man opdager tilstanden, bør man sætte gang i behandling og aflastning.
Hvordan behandler man bumblefoot?
Mange dyrlæger giver antibiotika som behandling, men dette har i mange tilfælde langt fra tiltrækkelig virkning. Ved slemme tilfælde er smertedækning absolut en god idé.
Vi har ikke selv haft held til effektiv behandling med antibiotika. Til gengæld har vi haft god gavn af nedenstående behandling med Greenish Epsom fodbadsalt.
Bemærk! Nedenstående er en ikke-lægefaglig behandling baseret på egne erfaringer samt erfaringer fra flere opdrættere af marsvin.
Greenish Epsom fodbadsalt skal blandes op med vand – 50 g. fodbadsalt til en mængde lunt vand der svarer til at marsvinet kan stå i en balje med fødderne dækket. Lad marsvinet stå der og bade poterne i min. 15 minutter. For nogle er ét fodbad nok, hvorefter betændelsestilstanden over de næste dage vil mindskes for at forsvinde. Andre skal have flere fodbade gentaget over nogle uger.
Forebyggelse af fodproblemer
Som nævnt rammer tilstanden oftest syge/inaktive dyr. Derudover har racen skinny også tendens til at være blandt de mest ramte. Der er ikke rigtig nogen faglig forklaring på netop det fænomen. Vores tanke er, at skinnyer ikke rigtig lægger sig så meget ned i buret og hviler, som andre marsvin gør. Muligvis fordi deres hud er mere sensitiv ift. at meget bundlag stikker eller irriterer.
Derfor anbefaler vi altid, at man giver sine marsvin noget blødt at ligge i. Især skinnyer er meget glade for alt blødt – eksempelvis et hængekøjehus, en Piggy CuddleCup, PiggyTube eller PiggyDonut. De og de andre produkter fra vores huse/hule sortiment er alle egnede. Fælles for dem er, at marsvinene kan lægge sig og derved skåne poter, som aflastes og sikrer godt blodomløb.
Bløde ting at hvile i kan både bruges til at forebygge problemerne til en vis grad, men også i høj grad efter behandling. Poter der har været angrebet bliver sjældent helt “normale” igen, men infektionen og smerterne forsvinder. Det er dog fortsat vigtigt at aflaste, da tilstanden ellers sagtens vil kunne komme igen.