Balanceret fodring

Denne artikel tager udgangspunkt i balanceret fodring for marsvin og kaniner

Marsvin og kaniner er fra naturen planteædere. De er indrettet til at spise og omsætte primært hø, græs og urter frem for korn og tørfoder. Det kan ses på opbygningen af kostpyramiden til højre som beskriver en balanceret fodring.

Man starter fra bunden med hø. Teoretisk set bør 80 % af dyrenes kost bestå af god kvalitet hø. Hvad god kvalitet er, kommer vi ind på senere. Procentsatsen skal man ikke hænge sig så meget i – dyrene forstår alligevel ikke procenter. Alt det betyder, er blot, at hø skal være den største bestanddel af deres kost.

Herefter følger naturgrønt som græs, mælkebøtter, skvalderkål og diverse urter. Fordi naturgrønt desværre ikke er tilgængeligt året rundt, ligger købegrønt også heri. En god, varieret grøntkost er vigtig for dyrenes fordøjelse. Idet de er planteædere, er deres system indrettet på at skulle fordøje netop dette frem for diverse former for tørfoder.

Slutteligt kommer de “lækre” ting som frugt, snacks og netop tørfoder. Den del bør kun udgøre ca. 5 % af dyrenes daglige indtag. Det er faktisk ikke særlig meget, og det betyder også, at en fyldt madskål med tørfoder døgnet rundt ikke nødvendigvis er nogen god idé. Tørfoderet bør være et godt produkt baseret på sunde ingredienser og med sparsomt korn, idet hverken kaniner eller marsvin er bygget til at fordøje korn. Tørfoder, snacks og frugt kan med rette kaldes for “supplement” idet det er dem, der supplerer hø og grønt og ikke omvendt.

Hvordan man skaber en balanceret fodring

Hvad er god kvalitet hø?

Hø spænder bredt fra det stive, kedelige i vaccumpakkede poser i supermarkedet til det bløde, grønne og velduftende. Når du skal vælge hø til dine dyr, er det vigtigt at høet dufter godt og ikke er fuld af støv. Farven på høet afhænger af, hvor længe høet har ligget og tørret på marken mv., så det kan du ikke nødvendigvis bruge som pejlemærke. Kunsttørret samt enghø vil ofte have en grønnere farve end gængs marktørret, selv om de kan være fuldt ud lige god kvalitet.

Omkring opbevaring af høet er det en god idé at bruge eksempelvis et dynebetræk eller andet, hvor høet kan ånde, men undgår for meget lys og luft. Hvis høet ikke kan ånde, eksempelvis fordi det opbevares i plastikpose eller lukket kasse, kan der dannes kondens og fugt, hvilket vil forårsage giftig mug. Vær derfor altid opmærksom på om høet føles tørt og dufter godt, som det skal.

Nedenfor kan du se tre eksempler på god kvalitet hø. Fælles for dem er, at høet er blødt, velduftende og lækkert.

Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Hubertus Bjergenghø
Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Vita Verde Alpehø
Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Vita Verde Thimothe hø med smag

Grøntkost – hvor meget og hvad?

Dyrene har godt af grønt. Og de har godt af meget og varieret grønt. Allerbedst har de af naturgrønt som eksempelvis

  • Græs
  • Mælkebøtter
  • Skvalderkål
  • Urter

Naturens eget skatkammer er smækfyldt med vitaminer og mineraler.

Naturgrønt er desværre ikke tilgængeligt for alle året rundt. Derfor må man nogle gange ty til købegrønt. De er dog ligeledes fyldt med masser af gavnlige vitaminer og mineraler. Eksempelvis kan under en halv rød peberfrugt dække hele dagens c-vitaminbehov for et marsvin. Ligeledes er eksempelcis blomkål rig på kalk, mens fennikel er rig på både A og B-vitamin.

Generelt er grøntemner som kål (rød-, hvid-, grøn-, spids-, savoy- m.fl.) og rodfrugter (gulerødder, pastinak, persillerødder, knoldselleri m.fl.) blandt de solide grønttyper, som er god i den daglige kost. De lette som agurk, salat og tomat hører mere til blandt snacks og lækkerier.
Grømtemner som kartofler (kogte og rå), bønner, porrer, løg og rabarber frarådes af forskellige årsager, bl.a. giftstofferne solanin og lektin.

Tørfoder – produkter, indhold og ingredienser

Der findes enormt mange produkter på markedet både indenfor marsvin og kanin. Selv om man går efter specifikke ingredienser eller indhold, er der mange produkter, så det kan være en ren jungle at finde rundt i.

Først og fremmest handler det om ingredienserne. Hverken marsvin eller kaniner er bygget til at fordøje korn i sin rene form. Skal korn indgå i foderet, hvilket det gør i de fleste, skal det være som ingrediens og ikke rene korn. Korn bør desuden ikke være hovedingrediensen. Foder bygget på græs eller alternativt lucerne er at foretrække. Mange fodertyper indeholder naturprodukter som diverse urter, blomster m.fl. hvilket kun er en fordel. Des renere et foder er, dvs. uden alt for meget som vegetabilske biprodukter, gær og soya, des bedre.
Til marsvin bør man desuden gå efter et foder med minimum 500 mg. c-vitamin pr. kg. Dette er for at sikre, marsvinenes c-vitaminbehov bliver dækket ind uanset grøntfodring. Flere fodertyper med meget højt indhold af c-vitamin vinder indpas på markedet. Et meget stort indtag af c-vitamin lægger stort pres på nyrer og urinveje i forhold til udskillelse, så vi råder ikke til et tørfoder med mere end max 3000 mg. c-vitamin pr. kg. – helst kun 500-2000 mg./kg.

Eksempler på gode typer af marsvinefoder:

Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Cavia Complete

Kornfri, bygget på vegetabilske biprodukter og grøntsager. C-vitaminindholdet ligger på behagelige 750 mg./kg., med lavt indhold af stivelse. De lange fibre sikrer både en god fordøjelse og naturlig tandslibning.

Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Burgess Excel Mint

Burgess Excel er ikke kornfrit, men er til gengæld bygget på græs. C-vitaminindholdet ligger på 1050 mg./kg. Foderet har desuden et højt indhold af fibre. De sprøde nuggets sikrer et godt tandslid.

Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Beaphar Care+

Med et afbalanceret forhold af umættede fedtsyrer Omega 3 og 6 samt et højt fiberindhold og 1000 mg. c-vitamin/kg. placerer Beaphar Care + sig også helt i toppen kvalitets- og smagsmæssigt.

Eksempler på gode typer af kaninfoder:

Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Complete Cuni

Ligesom varianten ovenfor til marsvin, er Complete Cuni kornfri. Den er primært bygget på timothy, gulerod og hørfrø. Foderet har et lavt stivelsesindhold og en høj mængde gavnlige fibre.

Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Burgess Excel Mint

Burgess Excel er garanti for godt foder. Varianten med mint til kaniner er bygget på græs og har et meget højt indhold af gavnlige fibre. Foderet er desuden udformet som ernæringsrigtige nuggets.

Balanceret fodring for marsvin og kaniner | Foderhulen.dk
Nature Fibrefood Cuni

Nature Fibrefood Cuni er en nyere fodertype specielt med fokus på fibre. Fiberindholdet er højt, hvilket er en fordel for en sund fordøjelse. Det er bygget primært på græsser og urter samt grøntsager og frugt.

Skal unger have specialkost?

Hverken marsvin eller kaniner har behov for specialkost, mens de er unger. Der lanceres indimellem nogle produkter specifikt målrettet unger, men de er ikke nødvendige. Ofte er prisen højere og så indeholder de primært mere fedt/energi til unger i voksealderen. Ved en godt sammensat kost med ubegrænset god kvalitet hø samt varieret grøntkost kan behovet for tørfoder fint dækkes gennem det samme, som de øvrige dyr får.

Hvordan fodrer vi selv?

De fleste, der kender os, ved at vi har en del dyr i hjemmet – i særdeleshed marsvin og kaniner. Det afholder os dog ikke fra at give dem en god og varieret kost. Vi tilstræber os en balanceret fodring.

De får ad libitum kunsttørret hø suppleret med hubertus hø og vita verde, når de trænger til afveksling.
Til grønt får de primært forskellige former for kål, gulerødder og “affaldsgrønt” fra madlavningen. De får naturgrønt, så snart chancen byder sig, men desværre har vi ikke så meget af det heromkring.
I forhold til marsvinefoder blander vi vores egen mix til dem. Den består som regel af Mifuma, Rabbit Royal, Beaphar Care+ og Cavia Complete. Dertil forskellige flager/chips samt urter/blade/blomster. Blandingen varierer fra gang til gang.
Kaninerne får primært Nature Fibrefood Cuni suppleret med flager, urter, blomster mv. ligesom marsvinene.

Balanceret fodring for marsvin og kaniner

Skriv et svar